Min historie

Jeg har levet 20 år af mit liv på institutioner – hos plejefamilier og i plejekollektiver. Jeg har været på skibsprojekter og siddet i fængsel.

Barndommen

Jeg er født i 1968. Min far var alkoholiker, og min mor var ikke rigtig til stede. Jeg har en storesøster og en lillebror. Min første erindring er mindet om mine forældres skilsmisse. Jeg er ca. 6 år gammel og bor på børnehjem, mens de ligger i skilsmisse. Det eneste jeg rigtig husker, er, at min lillebror græder konstant og at jeg selv hele tiden er ked af det. Men jeg retter mit fokus mod min bror og gemmer mig selv væk. Det bliver et mønster, jeg gentager senere i mit liv. Efter nogle måneder kommer min lillebror og jeg hjem fra børnehjemmet. Min søster flytter tidligt hen til vores mormor. Min lillebror bor hos vores mor, og jeg bor hos vores far.

Årene hos min far gik med, at han var fuld. Han tog mig med på værtshus til sent på natten, og jeg faldt tit i søvn i skolen, da jeg jo ikke fik sovet særlig meget om natten. Som den gode alkoholiker han var, bryggede min far selv sin vin, og det begyndte jeg tit at stjæle af, og så drønede jeg ned på fritidshjemmet og drak mig fuld. Det var i Hvidovre, som ligger 8 km. fra København. Hurtigt fandt både skolen og min mor ud af, at det ikke rigtig gik ude hos min far. Vi boede også på vandrehjem i lang tid, fordi min far havde sagt sin lejlighed op. Det var ikke lige optimale betingelser for en lille dreng. Jeg flyttede hjem til min mor, som i mellemtiden havde fundet en ny mand. Han var sød det første stykke tid, men pludselig vendte bøtten og jeg levede i et hjem med vold og frygt. Den dag i dag, når jeg bliver præsenteret for ordet frygt, tænker jeg på den lille dreng, der frygtede sin stedfar – det var frygt for mig. Selvom jeg i mit liv som aktiv misbruger har oplevet mange ting, der ville gøre almindelige mennesker frygteligt bange, så var det en del af min virkelighed. Folk blev tæsket, stukket ned, skudt og dræbt. Sådan var mit liv i mange år, men det gjorde mig ikke bange, bare mere forhærdet, mere rå. Stadig er begrebet frygt forbundet med de følelser, jeg oplevede i forhold til min stedfar. For at gøre en lang historie kort og ikke udlevere nogen, så endte det med, at jeg fik tilknyttet en støttepædagog i fritidsklubben, og jeg havde på et tidspunkt også en værge, der hed Alex. Dengang som barn forstod jeg ikke, hvorfor tingene var som de var. Jeg var sikker på, at det måtte være mig, der var noget galt med. En dag kommer jeg i fritidsklubben med kvælermærker på halsen og blodsprængninger i øjnene, og så tog tingene fart. De næste mange år ryger jeg ind og ud af forskellige institutioner. Jeg nævner i flæng: Slimminge skolehjem, Vallø strand børnehjem, Julemærkehjemmet i Skælskør, en plejefamilie ved Holbæk, plejekollektiv i Nordjylland og skibsprojekt m/s Ulla Frederikssund. Jeg stak utallige gange af fra de forskellige steder, fordi jeg ville hjem til min far. Jeg har altid elsket min far, selvom han drak – han slog mig jo ikke ligesom min stedfar.

Misbruget starter

I 1980, under en springtur fra en af institutionerne, endte jeg ved et tilfælde på Nørrebro. Der var kampen om byggeren i gang. Der var bål i gaderne, politi der skød med tåregas og en masse mennesker, der kastede sten. Dette blev lille Torbens legeplads de næste mange år og hver gang jeg blev fanget og kørt tilbage til institutionen, stak jeg af igen. I 1982/83 endte jeg på Christiania.

Med springturene fulgte kriminaliteten og jeg begyndte at lave indbrud og rulle folk. I starten af 80’erne startede jeg også med at drikke og ryge hash og allerede dengang oplevede jeg, at jeg ikke kunne mærke mig selv og at savnet til min familie blev bedøvet.

Når jeg ser tilbage kan jeg se, at det var her kimen til mit misbrug blev lagt. Jeg har taget stoffer og drukket for sjovt, men det der gjorde, at jeg blev misbruger var, at jeg kom væk fra alle de forbandede følelser, som jeg havde så svært ved at rumme. Jeg havde konstant ondt inden i og jeg var bange for livet, på nær når jeg var fuld og skæv. Her mærkede jeg ingenting overhovedet, og dog kan jeg huske, at det tit var der, jeg turde græde en lille smule.
Min søster var der altid for mig og gav mig tit penge og mad så jeg kunne klare mig. Jeg boede i en årrække på gaden, i bz’er huse og rundt omkring hos venner og bekendte.

Kriminaliteten og misbruget tager til

Omkring 1982/83, da jeg flytter på Christiania, vælger de sociale myndigheder at opgive mig. Dengang følte jeg det som en befrielse. Nu var det endelig slut med at være på flugt hele tiden og nu kunne jeg endelig gøre det jeg ville.

Det gjorde jeg. 15 år gammel, opgivet af de sociale myndigheder. Nu lå verden åben for en dreng der ikke anede hvilken vej han skulle gå. Min kriminalitet blev værre og hårdere og jeg begyndte at slås som en gal. Min indre vrede kom virkelig til udtryk og dette især når jeg var påvirket af stoffer og alkohol.

Jeg blev fast gæst hos politiet, begyndte at stjæle biler og lave alverdens kriminalitet. Vold, våben og bander blev en del af mit liv.

Grønjakkerne i Greve, drengene på Christianshavn, Vesterbro-drengene og rødderne fra Nørrebro, blev dem jeg hang ud med. Sammen med nogen af drengene på Havnen begyndte jeg at tage amfetamin og kokain. På det tidspunkt var jeg 16-17 år gammel og livet blev en stor fest med en masse konsekvenser.

Jeg lavede nogle røverier og røg på Nøddebakken, som er et ungdomsfængsel. Endnu en institution i mit liv – men det skræmte mig ikke rigtigt. Jeg havde jo allerede levet det meste af mit liv på diverse børnehjem. Som 17-årig røg jeg i Vestre fængsel da myndighederne ikke kunne holde mig på de lukkede institutioner, fordi jeg altid stak af.

Jeg mødte mange af mine ældre venner i fængslet og pludselig begyndte jeg at ryge på vokseninstitutioner. Alvoren gik stadig ikke op for mig. Jeg vidste jo ikke, at livet kunne leves anderledes. Hvor skulle jeg vide det fra?

Christiania

Jeg husker tydeligt første gang jeg var på staden. Jeg har nok været omkring 12 år og jeg blev straks grebet af det hele; lugten, hundene, menneskene. Det var her jeg hørte til.

Jeg blev hurtigt en del af Christiania og jeg kunne fortælle mange historier derude fra. Jeg var ikke en af de sødeste drenge derude. Jeg lavede ballade, stjal biler, kørte bil på Christiania og fik ballade derude af de andre. Jeg er kommet kørende utallige gange ind på staden med en politibil i hælene. Jeg kunne godt lide at bo dér. Det var en fed og barsk tid med druk og hash og jeg tog også amfetamin og kokain med nogle af drengene fra Christianshavn.

I 80’erne var Christiania lidt som det vilde vesten. Jeg har set folk skyde på hinanden og jeg har set utallige slagsmål, som jeg ofte selv  var indblandet i. Men der var også turene på femøren, koncerter og fester på volden, bål og guitarspil. Der var venskaber og kærlighed imellem os venner på vores helt egen måde. Vi var jo en hel flok unge som sejlede i samme sø.

Jeg havde nogle skønne venner; Røde, Rickart, Popsi, Stump, Tøsen, Stumpi, Zig Zag, Barney, lille Helle, Irene, Lange Lisbeth, Carsten, Krølle Allan, Lange, Lykke, Jette, Trine, Fjong, Rudi, Lange Lasse, Mulle og mange andre. Når jeg kigger på billeder fra dengang, tænker jeg, at jeg ser alt for slidt ud til kun at være teenager. Men vi var vilde og utilpassede – druk, hash, slagsmål og det vanvid, som fulgte med at hænge ud på Christiania og rende rundt i resten af byen og spille smart, ud og spise på restaurant, for i næste øjeblik at skyde med jagtgeværer og pistoler. På trods af vores alder havde vi allerede noget af et ry. Det er svært helt at fortælle om tiden derude. Det virker nu så fjernt og uvirkeligt, selvom det faktisk repræsenterer noget af den bedste tid i mit liv. Om ikke andet – så i hvert fald starten.

Jeg røg i spjældet igen og igen og husker tydeligt, at det blev lidt af en joke, når jeg blev løsladt. Når Torben var ude igen, så skulle der festes og hygges. Men det hele gik ned ad bakke, og da Anita døde i 1992 af en overdosis, valgte jeg at flytte fra Christiania.

Anita var min første kærlighed. Jeg fik af vide, at hun var død pr. brev, mens jeg sad i Horsens statsfængsel. Det ramte mig hårdt, men jeg viste det ikke til nogen. Jeg vil altid huske tiden dengang. Jeg var en bandit og jeg var rodløs. Men mest af alt var jeg en dreng, der var ked af det.

Det lå i kortene, hvor mit liv bar hen. Lange Lasse døde også af en overdosis og det samme skete for Lykke. Alt det her skete, da nogle i flokken begyndte at ryge heroin og tage piller. Jeg røg selv hash, tog piller, amfetamin og kokain. Dengang så jeg ned på dem der tog heroin…. Men jeg var på vej, langsomt men sikkert mod afgrunden og med stadig flere fængselsdomme. Jeg får stadig et sug i maven når jeg tænker på den tid. Det føltes af og til, som om jeg havde fred inden i, når jeg var sammen med de andre dengang. Men kun i korte øjeblikke ad gangen, og kun når jeg var påvirket nok.

Fængslerne

Vestre fængsel, Hillerød arrest, Helsingør arrest, Rønne arrest, Køge arrest, Roskilde arrest, Ringe statsfængsel, Nyborg statsfængsel, Vridsløselille statsfængsel, Horsens statsfængsel og sikkert en masse andre steder, jeg ikke husker.

Jeg sad i hvert fald mere i fængsel, end jeg var ude – men det var min virkelighed og den tilpassede jeg mig.
Som sagt var min første kærlighed Anita fra Christiania. Vi var stormende forelsket og var kærester i ca. fire år. Jeg var hele tiden på udkig efter kærlighed og omsorg, men kunne ikke finde ud af det. Jeg lavede hele tiden lort i det og endte altid i fængsel, hvor følelsen af længsel, savn og ked-af-det-hed ramte mig. Men de ting holdte jeg for mig selv.

Brevet om Anitas død var et hårdt slag for mig. Hun var 21 år, da hun døde og jeg levede med sorgen og savnet i mange år. Flere af mine venner fulgte Anita – blandt andet Lange Lasse, Lykke, Claus Kingo og mange flere. Når jeg sad alene i min celle om aftenen, kunne jeg mærke alt det jeg manglede. Så selvom jeg rendte rundt og så barsk ud, var jeg dybest set bare en dreng, der savnede sin familie. Og tryghed, omsorg og kærlighed.

Heroinen

Under en varetægtsfængsling i 1993 stiftede jeg for første gang bekendtskab med heroin. Jeg var fængslet for medvirken til drab – et drab jeg ikke deltog i, men jeg var til stede da min daværende kammerat skød og dræbte en mand, og jeg endte med en dom på fire år.

Det var det miljø jeg færdedes i, og min måde at leve på havde endnu engang sat mig et sted, hvor fængsel blev konsekvensen. Min daværende kammerat er i dag død. Han døde også som følge af misbrug.
Under netop den afsoning blev heroinen min bedste ven – og fordi jeg stak af under en ledsaget udgang og begik en del røverier, fik jeg en tillægsdom på fire år og så var der pludselig næsten syv år til jeg blev løsladt.

Under den afsoning begyndte min eks-kone at besøge mig og vi fik i december 1995 Jasmin. Min eks-kone var også misbruger og vores datter endte i plejefamilie.

Mit fængselsophold blev værre og værre da jeg pludselig var fanget af afhængigheden til heroin. Min far valgte at tage sit eget liv ved at hoppe ud fra sin altan på 3. sal i 1999 – i en brandert. Han kunne ikke håndtere livet mere og det var et stort tab for mig, da jeg elskede ham højt.

Enden på det hele blev, at jeg blev løsladt i 2001 fra Vridsløselille statsfængsel og jeg her blev lukket ud til en verden, der for mig, kun handlede om at skaffe penge til de næste stoffer. Jeg var godt i gang med at samle ind til en ny fængselsdom, da jeg søgte hjælp på Frederiksberg kommunes rådgivningscenter.

De tilbød mig medicin mod abstinenser og i godt og vel 2 år, var jeg på subutex – et behandlingsmiddel der forebygger abstinenssymptomer. Jeg fik nerve- og sovepiller af min læge, og jeg havde selvfølgelig stadigvæk et sidemisbrug af diverse stoffer. Mit liv var virkelig noget lort, og jeg var totalt bange for livet. Hver morgen da jeg vågnede tænkte jeg – Åh nej, endnu en dag på denne frygtelige planet. Hver eneste dag var en kamp for at overleve.

Enden på det hele

Min eks-kone og jeg levede som hund og kat. Jeg boede nogle måneder på gaden og husker blandt andet, at jeg sov i en pølsevogn ved Dybbølsbro. Jeg var konstant sulten og konstant på jagt efter penge til stoffer. Jeg bemærkede, at nogle af narkomanerne på rådgivningscentret tog i behandling og kom hjem med et glimt i øjet og 10 kilo tungere. Den 19. februar fik jeg tilbud om behandling. To dage før, kører jeg galt i en bil og bliver indlagt med hjernerystelse. Efter et døgn udskrives jeg og efter en afhøring løslades jeg heldigvis igen.

Behandling

19. februar 2003 satte jeg mig på et fly til Aalborg. Skæv og med hjernerystelse. Jeg endte på Gunderuplund ved Hjørring og var i behandling i ni måneder.

Jeg vejede 59 kg og lignede noget der var løgn. Usikker, bange og uden håb om, at jeg nogensinde skulle få et liv. Jeg tog mange tilbagefald i behandlingen, drak mig fuld og forstod slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fik tit af vide, at jeg var nødt til at ændre mine gamle handlemønstre og min kriminelle tankegang. Jeg vidste bare ikke hvordan og jeg turde nok heller ikke. Det var jo den måde, jeg havde overlevet på i de sidste mange år. Det med at spille barsk og ikke vise følelser, selvom jeg indeni var bange og forvirret og egentlig bare ville have det dér liv, jeg drømte om. Et liv uden frygt.

Det nye liv, håbet og troen på det

Jeg blev efter endt behandling boende i Nordjylland. Jeg fik en lejlighed i Aalborg og var godt klar over, at der ikke var nogen af de gamle venner der kunne hjælpe mig til at forblive stoffri.

I min behandling blev jeg foreslået at gå til møder i en selvhjælpsgruppe for tidligere misbrugere og det har både reddet og givet mig mit liv tilbage. Jeg tog mange tilbagefald det første halve år, men kunne altid vende tilbage til selvhjælpsgruppen, uden at nogen pegede fingre ad mig.

Jeg har 1. clean dag den 14. juli 2004. Med clean mener jeg total afholdenhed fra alle stemningsændrende stoffer inklusive alkohol. Jeg begyndte at arbejde som frivillig på Café vækst, en clean og ædru café i Aalborg, fik et spark i den rigtige retning og tog i 2004-2005 en HF-eksamen. Derefter var jeg ni måneder i praktik i Kirkens Korshærs varmestue, som er et værested for alkoholikere, narkomaner, psykisk syge og andre socialt udsatte. De såkaldte skæve eksistenser. Jeg var glad for arbejdet, fordi det mindede mig om det liv, som jeg kom fra. Samtidig kunne jeg være noget for de mennesker, som havde brug for, at jeg gad lytte og som forstod den situation, de var i.
I 2006 startede jeg på PGU ( pædagogisk grunduddannelse) og afsluttede sidste eksamen med et flot 11 tal. Flot af en mand, som gik ud af 7. klasse. Samtidig startede jeg på basisåret i misbrugsbehandling og psykoterapi (2006-2007) og begyndte derefter på misbrugsterapeut/behandler-uddannelsen. Den bestod jeg i 2010.

Efter et liv på kanten og 14 år i de danske fængsler har jeg endelig fundet en mening med livet. Jeg elsker livet og alle de udfordringer, der følger med og på de svære dage, tænker jeg på, hvordan det har været, og hvor jeg er i dag.

Følelserne og terapien

Da jeg kom ud på den anden side af misbruget – eller allerede i processen i behandlingen, begyndte jeg at kunne mærke mine følelser igen. Min frygt og min ked-af-det-hed dukkede op igen. De tro følgesvende fra min barndom og ungdom – ja, faktisk gennem hele livet indtil stofferne lagde låg på følelserne. Alt det svigt og den vold jeg havde oplevet gennem tiden, kom jeg følelsesmæssigt i kontakt med. Og det var svært for mig at tackle, da jeg i så mange år havde været følelsesløs. Jeg startede hurtigt i terapi. Både for at få ryddet op i mit liv – men også for at lære at leve livet.
Jeg havde aldrig i mit liv skullet tage ansvar for eller del i noget. Jeg var vant til at stikke af fra de ting, jeg fandt svære, og det blev jeg egentlig ved med. Jeg troede, at når jeg slap stofferne og blev clean, så ville alt blive godt. Men jeg skulle blive klogere. Det var nu, som clean, at det hårde arbejde begyndte, og at det virkelige mod skulle findes frem. Sandt mod er at turde kigge på sig selv, at gøre noget anderledes end før. Gevinsten derved er det hele værd.
At tage imod alt det jeg havde savnet; omsorg, kærlighed og tryghed. Det var svært – og allersværest når jeg havde mest brug for det. Jeg havde jo aldrig lært det. Min ked-af-det-hed var helt min egen og så privat, at jeg havde meget svært ved at dele den med nogen. Rigtig mange dejlige mennesker ville mig det pludseligt godt, og det gjorde mig bange. At vise min sårbarhed var skræmmende og helt umuligt i starten. Men jeg vovede mig til det en gang imellem, og sådan blev det mindre og mindre farligt. Her har terapien virkelig hjulpet mig.
Det har været en lang rejse, og jeg har været alle følelser igennem mere end én gang. Men det har været det hele værd. Det, at jeg kan se mig selv i spejlet og begynde at holde af den person, jeg ser, er det hele værd. Jeg har aldrig i mit liv følt mig så hel, som jeg gør nu. Jeg føler mig ikke forkert mere, og jeg føler mig værdifuld – omgivet af mennesker, som elsker mig for den, jeg er.
Og igen. Terapien har været altafgørende for, at jeg har fået det godt med mig selv. At jeg kan sige fra og til og være i stand til at vælge rigtigt, når jeg står i situationer, hvor det er nødvendigt at træffe sunde valg. Jeg er ikke perfekt. Men jeg er blevet et helt menneske, som står ved sine følelser og ikke behøver tage stoffer på dem mere.

Tusind tak

Mit forhold til min datter bliver bedre dag for dag, og jeg er evigt taknemmelig for den dejlige plejefamilie, som har gjort DET for hende, som jeg ikke selv var i stand til. Tak til Lina, Bjarne, Kikki og Fie. Tak til min elskede datter Jasmin, fordi du elsker mig og tit siger det.

Og tak til

Andy O., Helle B., Dorrit, Carsten L., Helle H., Kim B., Per, Mogens, Finn, Gert, Frank, Jeanette, Jimbo, Kaj, Ellen og Susanne. Tak for jeres tro på mig. Og tak for jeres hjælp til, at jeg i dag er, hvor jeg gerne vil være.

Tak til min lillebror og storesøster for altid at have været dér. Jeg har det med at glemme jer, men I ved, at jeg elsker jer.

Specielt tak til alle jer der har gået vejen før mig. I har alle gjort en forskel, og har jeg glemt nogen, så er I lige hér i mit hjerte. Jeg fortsætter med at gå denne nye smukke vej. EN DAG AF GANGEN.

Carpe Diem

Eftertanker

Det kan føles uvirkeligt engang imellem. Når jeg sidder på altanen med en kop kaffe og nyder solen. Når jeg sætter pris på fuglene, der synger. Når jeg åbner mit køleskab eller sætter hævekortet i automaten. Mit nye liv er ganske anderledes end det gamle. Jeg har lært at sætte pris på livet, mine venner og andre mennesker. Jeg husker at fortælle mine børn, jeg elsker dem og fortæller mine venner, jeg elsker dem.
Samtidig kan jeg stadigvæk mærke den hårde side af mig. Gamle Torben er derinde – men på den gode måde. Jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra. Jeg har måske nok andre meninger i dag end før i tiden, men det er bare fordi, jeg er blevet klogere og har mere erfaring.
Det liv jeg har nu, turde jeg aldrig drømme om før i tiden. Jeg føler mig taknemmelig og heldig over alt det, jeg har. Det har været hårdt til tider, og jeg er stukket af mange gange i mit liv, men jeg har aldrig givet op. Jeg har kæmpet mig tilbage. Sagt undskyld og kæmpet videre. Og i sidste ende bar det frugt. Jeg har fået alt det, jeg drømmer om. Og jo, livet gør ondt nogen gange, og der er stadig mange udfordringer. Forskellen er bare, at jeg ikke længere behøver at flygte i stoffer eller stikke af. Som jeg plejer at sige: “jeg har sendt BANGE ud på en lang rejse, og jeg tror ikke, at han kommer tilbage igen – for jeg gider ikke være bange mere.” Før i tiden var jeg bange for alt, og derfor gemte jeg mig bag forskellige facader. Det er slut. Jeg er stolt af at være mig selv. Og hvor er jeg egentlig heldig ikk’!!!??? Jeg har fået et smukt liv, som jeg elsker og ikke vil smide væk igen. Jeg tager ikke noget for givet. Jeg er hér på grund af hårdt arbejde. Jeg ved, at jeg har fortjent det, og jeg ved, at jeg har fået meget hjælp. Tak for det og tak for mig.

Intet er umuligt for den, som bærer viljen i sit hjerte